fmk.NU

One-Eyed Mule

Americana roots

One-Eyed Mule

One-Eyed Mule er americana roots i en skøn blanding af country/folk/rock/blues. Bandet nævner selv den italienske filmkomponist Ennio Morricone og hans karakteristiske lyd landskaber som en inspirationskilde. Og på mange måder er det da også nærmest en americana film, kvartetten One-Eyed Mule har kørende med deres musik, der smukt og ofte melankolsk veksler mellem tilbagelænede rootsnumre og mere tempofyldte, men stadig støvede rocksange.

One-Eyed Mule seneste udspil 'When Tomorrow Comes' udkom i februar 2012. Albummet er blevet indspillet og produceret i samarbejde med Jens Moss (Mossy Productions). Med i studiet var blandt andet sangen 'Mild and warm (to Mississippi John Hurt)', der som titlen antyder, er en hyldest til folk-bluessangeren Mississippi John Hurt.
'Locust' – er et syret sug ind i dagdrømmen, 'When tomorrow comes' – en hymne til morgendagen, 'Hello morning rag' – en omgang drømmende instrumental ragtime, 'The way you do me' – bandets første boogie, og 'Tunnels and trains' – er en nyindspilning af bandets tidligere single, nu med orgelrytmeboks-krautbeat og xylofon. Albummets første session foregik henover sommeren i en bjælkehytte i Mols bjerge, og sidste etape foregik i et mindre studie med trævægge på Sluseholmen i København. Albummet er mixet af Rune Nissen Petersen og både udkommet på lp og cd.

One-Eyed debuterede i 2006 med 'Hobo in the Land of Love' og i 2008 kom 'From the Beats to the Bible' hvorfra sangen 'Where You Don’t Belong' røg på soundtracket til US serien 'The Cleaner'. I 2010 udsendte de deres tredje album 'Drifting to a happy place', der blev indspillet over tre dage i en svensk ødegård. Og senest - i 2012 - 'When Tomorrow Comes'.

Bandet har skrevet kontrakt med det franske selskab Le Son Du Maquis. Derudover havde One-Eyed Mule deres debut på den anden side af Atlanten i marts 2010, da de optrådte på den amerikanske branchefestival South By Southwest. Siden har One-Eyed Mule spillet en lang række koncerter i Danmark og i udlandet.

Med trædeorgel, jødehape, sitar, banjo og sav træder One-Eyed Mule ind på scenen og mikser de traditionsbundne instrumenter med elektriske guitarer, kontrabas og trommer så bandet til trods for den genremæssige smeltedigel først og fremmest er sig selv.










fmk.NU – Jessens Mole 1, 2. tv, DK-5700 Svendborg - T: +45 6280 0708 - post@fmk.NU

design: nielsen-web | stjernekasterne